Animals Are Not Ours
 
1

Hurra for prins kate og dronning Willy (ps. nok ikke for romantikere og royalister)

Posted by Sarah on Apr 29, 2011 in Uncategorized

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er blevet sådan en bryllups pessimist, - eller egentlig har jeg måske altid været det, når piger drømte om store hvide kjoler med slør og slæb, var jeg i byen og blive lagt an på af den kommende gom.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke; hvordan i alverden skal man kunne sikre sig, et andet menneskes evige kærlighed, bare ved at en mand med kjole på, ryster et par amen’er ud af posen?!

Halle-fucking-julla og han vil elske dig for evigt og evigt

–indtil den dag, hvor du er gået med til at bruge din krop som føde og senere mad-fabrik og dine bryster er ømme og deforme, din hud er flabset og din elskede bagdel ligner et landkort af strækmærker, - så du bliver nød til at blive hjemme og se serie-søndag på kanal4 med en pose chips på maven, mens din mand tager ud og mødes med et par venner, ikke fordi han gider (for selvfølgelig vil han hellere flette tæer med sin uvaskede kone) men han skal jo ligesom -vise flaget engang imellem.

Og ligesom du sidder der og stolt tænker ”ha ha jeg har haft hans afkom i maven og 24 karat guld på min svulmede ringefinger, han elsker sgu kun mig”

- Lukker manden vand ud af ørerne, om manglende sex og ingen forståelse til en 22-årig med en ægte DD-skål og piercing i tungen, til ”du ved nok hvad…. hø hø”

Eller hvis du stadig holder på formen, og manden en dag møder hans ”første kærlighed og kys” på jeres søndagstur i netto, og ”gud hun er lige gået fra kæresten og flyttet hjem to gader for jer” -ej hvor morsomt, selvfølgelig skal de da mødes til en kop kaffe og plapre løs som den kærlighed, der bortset fra diverse teenageopgør, var helt vild og perfekt. Og bim bam bum, du kan selv hente dine kartofler i netto, mens ”din” mand er på bolle-weekend i Prag med hans gamle flamme.

Selvfølgelig sker sådan noget ikke så tit, man kan også ende efter 20 års ægteskab, og hår på benene, der i vinteren har fået lov til at gro et par dage for meget. - Med at din elskede mand får sin første fyrreårs (ti år for sent!) krise, brokker sig over du ikke er en sex-killing nok og få dage efter boller rengøringskonen, midt på dit! køkkenbord, ovenpå tegninger fra knægten og indkøbslister til familiefrokosten i næste weekenden.

Og måske er du så uheldig at du finder en der endelig gider være dig tro, men bliver syg og så kan du bruge resten af livet på at hade dig selv over at have lyst til andre mænd.

Dette er dog ikke for at hænge mænd ud specifikt, det modsatte kunne vel være hændt.

For hvad hvis manden i dit liv, altid går på toilettet med døren åben og i øvrigt keder dig røven ud af bukserne og du må bruge alle dine surt optjente penge på at tage faldskærmsudspringskurser og selvransagelseskurser eller stjæle datterens hash i håb om at noget kan få dig til at glemme dit triste liv.

Måske er det derfor, nogle folk har børn og jeg har en hund (!min, min, min!) Og nogle har kærester og jeg har øhhh ”rigtig gode venner”

Og når det så er sagt, al respekt til romantikere, dem der tror på prinser og prinsesser

Hilsen Kujonen

 
2

Afhængighed

Posted by Sarah on Dec 4, 2010 in Uncategorized

Afhængighed -når vi fylder noget tomt, fylder huller, vi er bange for at falde ned i, huller vi er bange for at sige højt, huller af utilstrækkelighed.

Som når man køber tøj, selvom skabet er fyldt og man aldrig mangler et trevel på kroppen, bilder vi os ind at vi har brug for det, brug for at ligne en der ikke mangler noget?

vi kompencere bygger oven på, indtil vi sidder med et rum fyldt af ting og undres over stadig at mangle lige det sidste.

Det, der gør os komplet og ikke bare, som et lærred, med alle de rigtige farver, men uden et specificeret motiv.

man finder kærlighed, men er bange for den, bange for hvad der sker, hvis man giver sig hen. bange for at ende med at nøjes, eller ende med slet ikke at være nok.

Når alt andet er umuligt, virker det nemmere at søge efter noget, der er til at få fat på.

De rigtige møbler, den rigtige lejlighed, de rigtige smykker, det rigtige tøj.

Men alligevel er det som om man aldrig bliver tilfreds.

Som når man køber en smuk kjole, men aldrig får den brugt fordi man venter på det helt rigtige tidspunkt at iføre sig den. Og pludselig ender den med at hænge i skabet og minde en om noget du aldrig fik. eller noget du endnu ikke har opnået.

Man sætter sig selv konstante mål, delmål og helmål, hvis bare jeg var, lidt brunere, slankere eller gik til nogle flere fine fester, så vi kan være kjolen, fremfor at købe kjolen som den vi er nu.

Nej det er nemmere at ønske sig, at græsset er grønnere på den anden side.

For hvad gør man når man har fået alt som man vil have det? Hvad skal vi så gå efter?

Hvis vi ikke længere kan bekymre os om ligegyldige materialistiske ting, er det så der vi begynder at se hvordan verden virkelig er?

Som at tage den velhavende kvinde i magasin, og pille alle de fine mærker af hende, hvad har hun så? Er der mere under huden på hende? eller er der en grund til tøjet sidder så perfekt? er det mon fordi hun også flygter fra noget? Fordi hun også selv er bange for spørgsmålet “er du så rigtig lykkelig nu?”

Og hvordan er man så rigtig? hvad hvis man har alt det man altid har ønsket sig, men man konstant er bange for at miste det?

Hvis man ikke tør opsøge kærligheden, fordi man ved det kan gøre ondt.

Hvis man ikke tør vise sit sande jeg, fordi man er bange for det ikke er nok?

Så kan vi klæde os nok så rigtigt, have nok så mange rigtige ting, men hvad nytter det, hvis man kun bruger dem for at dække over noget andet, dække over det huller, vi ikke tør vise frem.

De huller, den hjemløse såvel som den rige dame i Magasin besidder.

Dem vi bruger alt for meget tid og kræfter på at skjule, uvidende om, dem man holder af og dem man har, slet ikke frygter ens sorte huller, som man selv frygter at vise dem frem.

 
0

Om at skrue lidt op for selvtilliden og lidt ned for komikken.

Posted by Sarah on Dec 1, 2010 in Uncategorized

For et par dage siden blev jeg kontaktet af en model/statist bureau via facebook, der havde set mit profilbillede og gerne ville anbefale mig at blive oprettet hos dem, “eeeej hvad?” tænkte jeg “det er nok bare spam” eller også er det fordi, de ikke kan se mig rigtigt! Men altså har jo hverken dækstift eller pænt tøj på det billede hmm…

Er også en af dem der får tåre i øjnene af at få for mange komplimenter og skynder mig altid at afværge med en par platte kommentarer eller andre skabagtigheder.

Og det er jo skørt, for jeg holder jo selv af at give komplimenter, og jeg ved hvordan folk altid bliver så glade af det, og stolte over at man har bemærket hvis de har sat håret fint eller bare ser dejlige ud.

Det kan få en møgdag til at blive så meget bedre, med et lille kompliment.

Og det jeg selv tænder allermest på, er en person med selvtillid, en der hviler i sig selv og godt tør sige “fuck hvor er jeg egentlig nice idag”

Har tit fået skæld ud af tidligere kærester m.m. der brokker sig og siger, tag nu bare det kompliment og sig tak, hvorfor skal vi diskutere om hvor vidt jeg syntes du er pæn eller ej?!

Måske er det, det gamle barbiedukke ikon eller modellerne med en bmi på 12 der får en til hele tiden at donke sig i hovedet.

Hvad får man egentlig ud af at være som en mainstream nikkedukke? Hvis der nu er folk der kan lide en, præcis som den man er.

Heldigvis, bliver man med alderen mere og mere ligeglad med, hvad man bør og ikke bør, og bare hvile i sig selv som den man er.

Men måske er det en af de få ulemper ved at være single, man skal helst tilpasse sig, eller efterstræbe at nogle skulle kunne tænde på en.

Man kan ikke bare iføre sig en pæn kjole og smide sine lange stænger over benene på sin udkårende hvis man savner lidt komplimenter.

Og selvom man måske endda får flere komplimenter som skødesløs singleton, er man mere i stand til at tænke “ha! det siger du kun fordi du ikke kender mig!!” fremfor bare at sige tak og tænke, ja måske, er jeg helt ok.

måske man bare for en gangs skyld, skulle sætte ens egne meninger og holdninger lidt på standby og lytte til det, andre ser, fremfor altid at kaste et heroisk skjold af selvironi fremfor sig.

jeg har aldrig været en af dem, der har gjort det til en dyd at se godt ud, når jeg går uden for en dør. Som oftes går det lidt for stærkt, når jeg skal ud og jeg får ikke rigtig kigget mig i spejlet andet end når jeg står med tandbørsten og tandpasta ned af hagen.

Måske er det dem, der gider bruge lidt tid på sig selv, der har fat i den lange ende. Dem der ved de ser godt ud når de går uden for en dør. for de skinner gør de, skinner på en lækker selvtilfreds måde.

 
0

Det de små ting der gør jeg eksistere

Posted by Sarah on Sep 25, 2010 in Uncategorized

Minder er noget mærkeligt noget

Gode minder, særlige oplevelser, er dem vi kan tage frem og varme os ved, gemme os i når tingene bliver lidt svære og det er som om der flyver tallerkner rundt om hovedet på en, mens en moderlig stemme råber “hvorfor har du ikke, hvorfor gør du ikke….”

Det er lidt som når små børn gemmer sig med deres sutteklud i et hjørne af deres værelse.

Jeg kan huske engang jeg var ude og vandre i Sverige (mener det var da vi var i Sverige) Vi havde gået og gået hele dagen og da det blev mørkt fandt vi endelig en shelter. Der var andre der også overnattede i den, to fyre og en far med hans søn. Der var bare så eventyrsagtig smukt. Om morgen vågnede jeg tidligt som man ofte gør når man nærmest sover under åben himmel, på kanten sad faren og hans søn og kiggede på at solen stod op, mens stønnen spurgte hans far om alt mellem himmel og jord. Det var simpelthen noget af det sødeste.

Mindes også en aften med min gamle kæreste hjemme i Vordingborg, Vi havde fyldt en hængekøje med dyner og lå sammen og kiggede på stjernerne, der kom tre stjerneskud den aften og vi ønskede begge at vi skulle være sammen for altid.

Mindes også følelsen af at vågne om natten ved min eks kærestes lille dreng, klynkende kravler op til en og finder tryghed og falder i søvn på ens brystkasse.

Minder er ikke kun for gamle mennesker, minder er som en sutteklud, et gemmested så man ikke glemmer verden også er smuk og forunderlig.

Overskriften er taget fra en sang, af Thomas Buttenschøn, hør den hvis du kan

Kram herfra/

web page counters
http://anima2.dk/takecharge/buddy/lovemeicon.jpg

Copyright © 2016 Velkommen til Sarah’s All rights reserved. Theme by Laptop Geek.